Alle mennesker får uklarheder i linsen – grå stær – hvis de bliver gamle nok.
Gennemsnitsalderen for en grå stær operation i Danmark ligger på omkring 72 år og er faldende. De fleste mennesker får lavet grå stær kirurgi på begge øjne med et interval på 1-2 uger.
Der er en række risikofaktorer, der kan medføre, at man udvikler grå stær tidligere:
Diabetes, brug af steroider (binyrebarkhormon), tidligere traume mod øjet, tidligere øjenkirurgi fx en vitrektomi for nethindeløsning, myopi, regnbuehindebetændelse og sjældne sygdomme som fx myoton dystrofi og neurofibromatose type II.
Der findes ikke nogle præcise tal for antallet af grå stær operationer i Danmark, men i et dansk ph.d. studie fra 2014, blev det fundet, at der blev lavet ca 53.000 operationer i 2012. Det reelle tal er formentlig en del større, og dermed er en grå stær operation en af de hyppigst udførte operationer i Danmark.
Der er primært 2 fordele med en grå stær operation:
- Man fjerner den uklare linse med ultralyd og erstatter den med en permanent kunstig linse. Derved får patienten er skarpere syn, og operationen tager kun ca. 20 minutter.
- Man kan samtidig korrigere eventuelle bygningfejl. Det betyder, at personer der fx er myope, kan blive emmetrope
Ulempen ved en grå stær operation er, at der er risici forbundet med en operation. Disse risici vil blive beskrevet i et senere blogindlæg.
I Danmark bruger man den såkaldte NIKE score til at vurdere, om en person er kandidat til grå stær kirurgi og alle praktiserende øjenlæger skal lave en NIKE score vurdering af patienterne, før de bliver henvist til en offentlig øjenafdeling.
NIKE scoren beregnes ud fra patientens visus samt synsbesvær i dagligdagen og ved arbejde. Ud fra denne score placeres patienten i en indikationsgruppe fra 1-4.
Hvis personen ligger i indikationsgruppe 1-2, kan personen blive tilbudt en operation i offentligt regi, mens personer i indikationsgruppe 3-4 kan observes.